Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Sikkerhedsregler i Mou DUS

Denne side handler om, hvordan Mou DUS ser på hverdagen i institutionen ud fra en sikkerhedsmæssig vinkel.

Vores ansvar og udgangspunktet i alt vores pædagogiske arbejde er, at leg og aktiviteter skal foregå så det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt for børn og voksne. Men vi kan ikke garantere, at der ikke sker ulykker. For det gør der!

Børn kommer løbende til skade ved leg i hjemmet og i danske institutioner. Dette er en orientering om sikkerhedsregler i Mou DUS. Reglerne er udarbejdet ud fra situationer, der er typiske for hverdagen i institutionen. Hvis I som forældre er utrygge ved institutionens sikkerhedsregler i forhold til jeres barn, eller synes der mangler væsentlige områder, så beder vi jer om straks at rette henvendelse til os.

  • Cykelhjelme
    Når børnene cykler på egne cykler på legepladsen skal de anvende cykelhjelm. Det skal de også når vi tager på cykelture i lokalområdet. Vi gør opmærksom på at brug af cykelhjelme kan være farligt i forbindelse med anden leg på legepladsen. Det er et fælles ansvar mellem barn, forældre og personale at barnet forstår , at det er farligt at klatre, gynge eller rutsje med cykelhjelmen på. 
    Ser personalet et barn klatre, gynge eller rutsje med cykelhjelm på SKAL han/hun bede barnet tage cykelhjelmen af med det samme. 
  • Rulleskøjter
    Når børnene anvender institutionens rulleskøjter skal de som minimum anvende knæ- og håndledsbeskyttere. Hvis børnene medbringer deres egne rulleskøjter i skole eller DUS, er det op til Jer forældre, at aftale med jeres barn, hvilket sikkerhedsudstyr de skal anvende. Barnet skal selv medbringe det aftalte sikkerhedsudstyr og sørge for at få det på. 
  • Stylter
    Når børnene anvender institutionens stylter - ude eller inde, skal de som minimum anvende knæ- albue- og håndledsbeskyttere.
  • Gå- og cykelture
    Vi tager jævnligt på gå- og cykelture med børnene  i lokalområdet. Vi forventer af børnene, at de til enhver tid retter sig efter personalets anvisninger om god og sikker opførsel i trafikken. Det er et fælles ansvar mellem barn, forældre og personale at barnet forstår, at de kan være farligt ikke at overholde færdselsregler og aftaler med den voksen i trafikken.
  • Leg i skov
    Legepladsen ved Mou Skole og DUS er omgivet af træer og store buske. Her må børnene gerne lege, og de må gerne klatre i træerne på området. 
  • Kørsel i privat bil
    Med mindre andet er aftalt tillader vi, at børn i Mou DUS må køre med i de ansattes biler forudsat at gældende færdselsregler til enhver tid overholdes. 

Hvis I som forældre har tvivl om, hvorvidt jeres barn kan indgå i forhold til disse sikkerhedsregler, så er det jeres ansvar at tage kontakt til os om det, herunder hvis I ønsker jeres barn fritaget fra for eksempel at køre med i personalets biler.